Landskaber
På Dansk Sygeplejehistorisk Museum er der et smalt værelse, hvor man kan se, hvordan sygeplejerskerne kan have boet i 40’erne eller 50’erne, dengang det var en del af deres kontrakt at bo på sygehuset. Mellem seng og skrivebordsstol hænger der en akvarel af et klitlandskab. Et tilfældigt billede af et landskab i nærheden. Jeg har malet en kopi til udstillingen i Delmenhorst.

Matilda Felix skriver om udviklingen af landskabsmalerier:

Fremstilling af et landskab i et maleri ændrede sig radikalt i midten af det 19. århundrede. Grunden hertil var ganske enkel: Da man opfandt farvetuben, blev det muligt at transportere malegrejet. Kunstnerne skulle ikke længere røre oliefarver, som skulle bruges straks, inden de tørrede ud. De kunne tage dem med i tuber eller i akvarelkasser overalt og male på stedet. Det ændrede opfattelsen af naturen. Landskaber, som traditionelt var opstået i atelieret, var ofte symbolske værker, hvor perspektiver, proportioner og lyssætning i den grad blev iscenesat. Vandreren af Caspar David Friedrich (ca. 1817), som står alene på en klippetop og kigger ned på et hav af tåge, fortolkes for eksempel som et billede på en menneskelig livsvej. Ydre og indre stemninger sammenflettes her, landskabet underkastes det subjektive syn, der er en religiøs og ofte også en politisk dimension i fremstillingen. For landskaber er også altid territorier, og de bruges gerne i den blomstrende udgave til at demonstrere et godt styre.

Da produktionsstedet nu er i det fri, flyttes interessen væk fra allegorien til fremstilling af et karakteristisk landskab. Lys og skygger, farver og perspektiver betragtes nu så nøjagtigt, at ikke kun regioner og landsdele men også specifikke vejrfænomener, årstid og også tidspunkt på dagen bliver tydelige.

En anden forudsætning for den nye interesse for fremstilling af naturen var rejserne. Med den stigende mobilitet, med udbredelsen af dampskibe, jernbanen, cykler og biler blev det mere overkommeligt for flere mennesker at tage på udflugter og at rejse. Denne nye fritidskultur fremmede opmærksomheden på omverdenen og på landskabsbilleder.