Category: Kolding

Rikke Revsholm´s list of books for Delmenhorst. She carefully chose books that were translated into German:

For the last 15 – 20 years there has been a strong trend in modern Danish literature, where the authors write very much about their own lives and their own upbringing. Often quite harsh stories, but also relatable to people on the level of details where you recognize specific brands of candy, certain songs, ways of dressing etc in the detailed writing and pinpoint the time and place by these things that we all experienced.

One writer is Erling Jepsen. He writes about a decidedly NOT happy childhood just a little south of Kolding in several books: Dreck am Stecken (2004, dt. 2006); Fürchterlich glücklich (2004, dt. 2010); Die Kunst im Chor zu weinen (2002, dt. 2007). Dark, Danish, with understated tragic comedy.

Knud Romer is of the same tradition. The story of growing up in small town Denmark – after WW2, with a German mother and the challenges and stigma that presented back then. Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod (2006, dt. 2007).

Denmark as a whole feels quite responsible for how the people of Greenland have been treated during the time Greenland has been part of the Danish Kingdom. Kim Leine has received great acclaim for his books about the life in Greenland – harsh books and a beautiful gripping writing style. Die Untreue der Grönländer (2009)

A female take on contemporary Danish novels: Helle Helle, Die Vorstellung von einem unkomplizierten Leben mit einem Mann (2002, dt. 2012); Ida Jessen, Wie ein Mensch (dt. 2003).

We have some excellent writers of children´s books in Denmark. Danes at the moment like children´s stories that deal with serious topics in a way that includes humour and a belief that children are capable of handling “big things” – also the things we don´t like to talk and think about. Two extremely popular authors: Jakob Martin Strid, Ein kleiner Frosch macht Ärger (2017); Herr Rumpelpumpel fliegt weg (2013). Kim Fupz Aakeson, Erik und das Opa-Gespenst (2005); Hugo und Hassan (2021).

Kategorier i udstillingen
Da jeg besøger museet Trapholt, er man ved at forberede en stor udstilling med boligindretning af Verner Panton. Nina viser mig rundt. Desværre har hun ikke så meget tid, da man venter besøg af Marianne, Pantons enke. Jeg husker dog tydeligt vores samtale om ligeberettiget, ikke kategoriseret udstilling af kunst og design, som det praktiseres i Trapholt museet, og som det, ifølge Nina, er en selvfølge i de angelsaksiske lande, og især i Fjernøsten.

Til udstillingen i Delmenhorst maler jeg et fad med et tæppemønster af Panton.

Sensommervise
Den første morgen i Kolding får jeg besøg af Finn og Herdis, som for mange år siden besøgte Delmenhorst med en gruppe folkedansere. Denne gruppe blev dannet i 1932, samtidig med mange andre grupper folkedansere. De var inspireret af dans og musik i alle egne af Danmark i slutningen af 20’erne. Jeg forsøger at forestille mig, hvordan disse grupper rejste, deres køretøjer, stederne de mødtes og optagelsesmåden. De fleste danse var udviklet på baggrund af dansene ved det franske hof. Det franske hof var i lang tid stildannende for hoffet i andre dele af Europa, og dansene gik fra at tilhøre hoffet til at være dans for folket. Når hoffets dans blev til folkedans, hvad var der så før det?

I dag skal Finn og Herdis til et foredrag i OK-klubben. Hver eftermiddag i OK-klubben begynder og slutter med en sang. Ved deres mange besøg i Tyskland havde de bemærket: I Danmark synger man mere.

Det udsagn ser ud til at være rigtigt. Ved besøget på Dansk Sygeplejehistorisk Museum gør Morten mig opmærksom på klaveret, som var fast inventar på ethvert sygehus. Akkompagneret af klaveret sang sygeplejerskerne hver morgen og aften for patienterne.

En vigtig sangbog er Højskolesangbogen, første gang udgivet i 1894, i dag i 19. oplag. Den udgives af Folkehøjskolen, det danske eksempel på alle folkehøjskoler, stiftet af N.F.S. Grundtvig, som har fået fonde, foreninger og EU-programmer opkaldt efter sig. Hans navn forbindes med ideen om livslang læring indenfor det pædagogiske område, hvor enhver lærer også er elev. Tilliden til ikke-hierarkiske forhold og almenvellet er til stede i Kolding, det er svært at forklare: diskret, afslappende.

På Trapholt museet begynder man også i dag hver uge med fællessang, siger Rikke. Derefter synger hun de første linjer af Sensommervise for mig, sommerhittet fra 2021.

Arkitektur
Fra rådhustårnet kan man se ud over hele byen. Gaderne i den gamle indre by, havnen og ikke langt fra havnen det ambitiøse nybyggeri bestående af højskoler og virksomheder.

Det er eftermiddag og de forskellige roklubber gør klar til træning på fjorden. Jeg tegner den smukke arkitektur på et kollegium, da jeg er nysgerrig for at finde ud af, om man på tegningen kan se forskel på et hvilket som helst elementbyggeri.

Familie Udsen
Da jeg besøgte den lutheranske kirke Sankt Nicolai, stod jeg længe foran et maleri i forrummet. Sankt Nicolai kirke er Koldings ældste kirke. Maleriet viser en mand, en kvinde og mange børn, nogle af dem har lukkede øjne og hænderne samlet foran kroppen, fire helt små blebørn ligger på en rød pude foran dem.

Jeg husker maleriet længe og nogle måneder senere spørger jeg yderligere til det i Sankt Nicolais kirkekontor.

Maleriet viser familien Dorthe Povelsdatter og Peder Udsen, rådmand og handelsmand, med deres 11 børn. Da billedet blev malet i 1650 var der fire børn i live. De øvrige børn er malet i den alder, hvor de døde.

Arkitekten Jørn Utzon, som bl.a. har tegnet Operaen i Sydney, nedstammer fra denne familie.

Landskaber
På Dansk Sygeplejehistorisk Museum er der et smalt værelse, hvor man kan se, hvordan sygeplejerskerne kan have boet i 40’erne eller 50’erne, dengang det var en del af deres kontrakt at bo på sygehuset. Mellem seng og skrivebordsstol hænger der en akvarel af et klitlandskab. Et tilfældigt billede af et landskab i nærheden. Jeg har malet en kopi til udstillingen i Delmenhorst.

Matilda Felix skriver om udviklingen af landskabsmalerier:

Fremstilling af et landskab i et maleri ændrede sig radikalt i midten af det 19. århundrede. Grunden hertil var ganske enkel: Da man opfandt farvetuben, blev det muligt at transportere malegrejet. Kunstnerne skulle ikke længere røre oliefarver, som skulle bruges straks, inden de tørrede ud. De kunne tage dem med i tuber eller i akvarelkasser overalt og male på stedet. Det ændrede opfattelsen af naturen. Landskaber, som traditionelt var opstået i atelieret, var ofte symbolske værker, hvor perspektiver, proportioner og lyssætning i den grad blev iscenesat. Vandreren af Caspar David Friedrich (ca. 1817), som står alene på en klippetop og kigger ned på et hav af tåge, fortolkes for eksempel som et billede på en menneskelig livsvej. Ydre og indre stemninger sammenflettes her, landskabet underkastes det subjektive syn, der er en religiøs og ofte også en politisk dimension i fremstillingen. For landskaber er også altid territorier, og de bruges gerne i den blomstrende udgave til at demonstrere et godt styre.

Da produktionsstedet nu er i det fri, flyttes interessen væk fra allegorien til fremstilling af et karakteristisk landskab. Lys og skygger, farver og perspektiver betragtes nu så nøjagtigt, at ikke kun regioner og landsdele men også specifikke vejrfænomener, årstid og også tidspunkt på dagen bliver tydelige.

En anden forudsætning for den nye interesse for fremstilling af naturen var rejserne. Med den stigende mobilitet, med udbredelsen af dampskibe, jernbanen, cykler og biler blev det mere overkommeligt for flere mennesker at tage på udflugter og at rejse. Denne nye fritidskultur fremmede opmærksomheden på omverdenen og på landskabsbilleder.

Borgmesterkæden
Der bliver malet et billede af alle borgmestre i Kolding, inden de forlader posten som borgmester. Den nuværende borgmester, Jørn Pedersen, genopstiller ikke, og derfor blev der bestilt et maleri af ham.

Jeg får lov til at bære borgmesterkæden, som bliver hentet frem kun til dette formål. Borgerne i Kolding får også lov til at prøve at bære borgmesterkæden, når der er åbent hus. Mens jeg bærer borgmesterkæden, giver vi hinanden de officielle gaver. Jeg giver et lyseblåt tæppe som gave og modtager en taske og en uro til privat brug. Derefter besøger vi værelset med alle de officielle gaver – japanske, arabiske, palæstinensiske og cubanske gaver er placeret ved siden af gaven fra Delmenhorst. Delegationer fra Kolding giver gerne damask håndklæder som gave, når de er på rejse. Håndklæderne er vævet for firmaet Georg Jensen Damask, en traditionsrig lokal virksomhed. Et håndklæde betragtes ikke alle vegne som en passende gave, da man forbinder det med noget privat og med det kvindelige. Denne dag ventes der ligeledes besøg af den cubanske ambassadør, og man leder derfor efter det passende flag i flagværelset.

Den danske dronnings broderier
På Koldinghus så jeg en udstilling med den danske dronnings broderier. Jeg blev meget imponeret over en lang dug med broderier med retterne fra en festmiddag: Østers, fjerkræ og fyldte pærer, asparges og fisk, kogt skinke, brød og chokolade.

Matilda Felix skriver om broderende dronninger:

Det 19. århundrede var i Europa præget af industrialiseringen. Som modvægt til de dermed forbundne kriser opfandt historismen en forherligende version af den middelalderlige hverdag. Det kunne man se både i arkitekturen, i litteraturen og i kunsten. Til det 19. århundredes romantiske syn på middelalderen hørte den broderende dronning, en lille side-rolle for enhver succesfuld regent. Det er i mellemtiden blevet klart, at denne opfattelse intet havde med den middelalderlige virkelighed at gøre. Det 19. århundredes historieskrivning var overbevist om, at kejserinden Kunigunde broderede en kåbe til kejseren af Bamberg, den såkaldte Kunigunde kåbe, som viser hendes mand, kejser Heinrich II, som redder af menneskeheden. Dronning Gisela af Ungarn skulle have lavet den ungarske kroningskåbe, ligeledes et produkt af det 11. århundrede. Og dronning Mathilde skulle have lavet Bayeux tapetet, som viser hendes mands invasion af England – hertug Wilhelm II af Normandiet, og kaldet Wilhelm Erobreren. At Bayeux tapetet i slutningen af det 11. århundrede var et bestillingsarbejde i et engelsk kloster og sandsynligvis blev produceret af munke spillede ingen rolle i den senere reception. Imaget som broderende dronning fængede. I dag er tekstile teknikker som kunstnerisk arbejdsmåde allestedsnærværende. Og alligevel er det sikkert ikke noget tilfælde, at den danske dronning i de udfordrende år med pandemien kommer i fokus som passioneret broderi-mager. Hun viser dermed ikke kun sin private hobby men genskaber et velkendt forbillede, som på samme tid hylder sammenholdet i familien og tålmodighedens dyd.

Isbjørn
Ikke langt fra stationen ligger der en forretning med retrodesignvarer, som bruger firmafacaden på en tidligere bankbygning. Jeg køber denne isbjørn, kreeret af Knut Kynh og produceret af Bing & Grøndahl i København. Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl fusionerede i 1987 med sin største konkurrent, den kongelige porcelænsfabrik, Royal Copenhagen.

Det er en dansk tradition at give porcelænsfigurer, som forestiller et fag. På Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding har jeg set figurer af sygeplejersker. De blev givet som gave ved eksamensafslutning af sygeplejerskeuddannelsen. Porcelænsfigurerne kommer i handel igen, når et hjem opløses. Isbjørnen var blevet solgt af en kvinde, som flyttede fra et stort hus til en lille beskyttet bolig. Hun havde endnu en lille isbjørnefigur, som hun valgte at tage med. Lige nu står isbjørnen i min lejlighed ved siden af spisebordet. Alle beundrer isbjørnen. Jeg anser den for at være meget dansk, da den minder om forbindelsen mellem Danmark og Grønland.